Er de unges blandingssprog en fordel eller en ulempe i forhold til bevarelsen af det gode, danske sprog? Og går vi “gamle” helt bag af dansen, hvis vi ikke følger med tiden?
08-10-2012
af Lone Møland Rasmussen
Jeg har lige læst artiklen “Wallah-dansk vinder frem blandt unge sprogbrugere” fra www.sproget.dk, som beskriver de unges såkaldte araber-slang eller Wallah-dansk, eller med en mere lingvistisk term: “Etnolekt”. Artiklen er, nøjagtigt som en artikel fra HK Stat bladet fra august sidste år, utroligt interessant, hvis man holder af selvransagelse i forhold til, om ens sprogbrug følger med tiden – og det kan man, som sprogfreak, ikke undgå.
Ung af sind eller bare gammeldags
Ovennævnte artikel fra www.sproget.dk og den lige så interessante artikel i HK STAT bladet om de unges sprog fik mig til at spekulere over, om jeg generelt er “ung af sind” eller mere “gammeldags”, hvad angår skriftlig sprogbrug. De fleste har sikkert mest lyst til at give udtryk for, at de er “med på noderne”, “hot”, “in” eller “med på beatet”, som man sagde en gang… i dag vil man vist bare gerne være “en af de seje” eller “en af de hårde”, som har “styr på stilen” eller er “totalt syg”… (Sidstnævnte er rent faktisk godt…)
Begrænser dansk retskrivning sprogets udvikling?
Artiklen “Ungt sprog udfordrer retskrivningsregler” belyser forskellige synspunkter på, om det danske sprog forfalder på grund af sjusk, eller om det beriges i kraft af unges sproglige kunstneriske udfoldelse.
Professor i dansk ved Københavns Universitet, Jens Normann Jørgensen, beskriver i artiklen sin holdning til, at den danske retskrivningspraksis er en “begrænsning for sprogets udvikling”. Professor Jørgensen hævder endvidere, at der ikke findes regler i sprog, men at der er tale om “foranderlige konventioner”, og han ser gerne en udvikling, der går i retning af “flere nye ord og friere stavning”. Dermed går han imod den konservative politiker og daværende kulturminister Per Stig Møllers udtalelse fra 2010 om, at det danske sprog er: “…truet af anglicismer, sms-sprog, e-mail-sprog, facebook-sprog”, som “…alt sammen er med til…at forarme og gøre hjælpeløs i forhold til stavning, retskrivning osv., som bliver ringere og ringere.”
Professor Jørgensen, som dog erkender, at “de vedtagne regler er svære at komme uden om”, og som heldigvis ser retskrivningsfærdighed som en “respektindgydende kompetence”, mener, at vi vil kunne lære af nordmændene, som har to sæt skriftsprogsstandarder, inden for hvilke der er en bred variation, hvilket vil stille helt anderledes krav til korrekturlæserne, såfremt det indførtes – fokus måtte hermed, alt andet lige, skifte til at omhandle indholdskorrektur frem for retskrivningskorrektur.
Frie tøjler i tekstproduktion
Kan man så som administrativ medarbejder og sprog-freak bare kaste sig ud i tekstproduktion, der indeholder nye stave- og udtryksmåder, spørger forfatteren af artiklen. Interessant spørgsmål, tænkte jeg. Og nej, ikke, hvis man ikke vil tilsvines, siger professoren, men man har et ansvar for at udnytte mulighederne i sproget, selv om man stadig skal tage hensyn til stilniveauet.
I kølvandet på artiklen var der udtalelser fra tre HK’ere, som til dagligt har med tekstproduktion at gøre, og her var vandene delte.
Ingrid Kryhlmand, som er fællestillidsrepræsentant på Københavns Universitet mener, at stavefejl er sjusk, som afbryder læsningen og som mindsker seriøsiteten af det skrevne, og at ord som “fedt” ikke hører hjemme i en officiel skrivelse. Hun udtaler endvidere, at vi ikke skal kæmpe mod sprogets udvikling, men at der bør være nogle retskrivningsstandarder, der skal følges.
Ane Line Søndergaard, som er overassistent på Statsbiblioteket synes, at skriftsproget skal afspejle talesproget, mens man dog i officielle tekster skal forsøge at tilpasse sig modtageren. Hun er åben over for pausekommaet og at “presse sprogets grænser” – uden dog at glemme, hvem man skriver til.
Lotte Tefke, som er sekretariatsleder på DTU, har taget en uddannelse i kommunikation og formidling, hvilket har ændret hendes syn på sprogfejl. Selv om hun stadig synes, at sprogfejl virker forstyrrende, så værdsætter hun, at afsenderen har tænkt mere på indhold end på sproglig korrekthed. Hun har taget de nye stavemåder til sig, men ikke sms-sproget eller anglicismerne.
Jeg selv, der, ud over at fungere som oversætter og korrekturlæser her på lomra.dk, til dagligt udøver sproglig revselse på Syddansk Universitet, er nok i bund og grund mest enig med Ingrid Kryhlmand. Jeg sætter pris på retskrivningens regler for tegnsætning og er ikke så vild med det nye komma, men kan dog bruge det, hvis det kræves. Jeg synes også, at stavefejl og grammatiske fejl er sjusk og afbryder læsningen. Og jeg bliver dybt bekymret, når disse fejl optræder i stor stil i tekstproduktioner, der er fremstillet af de personer, der skal lære mine børn at skrive. De nye stavemåder er jeg ærligt talt heller ikke særligt “hooked” på (ups.. der fik lige sneget sig en anglicisme ind her…) – måske lige med undtagelse af “tjek” – men, som det fremgår, så trives jeg fint med anglicismer og endda med sms-sprog. Jeg er ikke nogen haj til de mange sms-koder, men kan dog klare mig til husbehov.
Man er nødt til at følge med
Man er da bestemt nødt til at følge lidt med, hvis man ikke vil sættes fuldstændigt ud på en sidelinje – især i forholdet til ens børn – men når det så er sagt, kunne jeg aldrig nogensinde drømme om i en officiel skrivelse til en studerende at skrive: “Hva’ så? Det var fucking nice med dine grades. Det var da den ondeste optur. Wallah!” Jeg ville nok nøjes med at ønske hjertelig tillykke med den veloverståede eksamen.
Jeg prøvede en quiz på sproget.dk om mit kendskab til ungdomssprog og scorede 8 ud af 10. De to, jeg ikke kunne svare på, omhandlede dog ikke direkte ungdomssproget som sådan, men hvornår den første slangordbog var fra og hvad man kalder slangord, der er blevet en del af almensproget… Nogen bud? Den første slangordbog er fra 1866, og slangord, der er blevet en del af almensproget, kaldes “død slang”.
Det korte af det lange er, at jeg egentlig føler, at jeg har rimelig styr på de unges sprogbrug, og endda selv bruger et ord som “nice”, men som 45-årig med hang til sprogrevselse, som har lært retskrivningens velsignede regler fra den gang, hvor verden ikke var af lave, vinder de unges sprogbrug nok aldrig helt indpas hos mig. Hver generation har sin charme i valget af sprogbrug, og man må aldrig forsøge at bremse en sproglig udvikling – uanset om man selv tager den til sig eller ikke – modtageren skal man have fokus på og forholde sig til. Det er en hårfin balance at bevare et rigt sprog uden at gå på kompromis med sin egen (måske rigide) holdning til retskrivningens principper – men det er kun den fantasiløse, det ikke lykkes for.
Konklusion: Jeg er nok lidt gammeldags i min udførelse (og er faktisk stolt af det), men jeg holder mig orienteret om udviklingen.
Kilder:
HK STAT bladet, august 2011, “Ungt sprog udfordrer retskrivningsregler”
Sproget.dk
FAKTA
Etnolekt er en dialekt med rod i en specifik etnisk baggrund, og dette blandingssprog er meget udbredt blandt unge mennesker i dag.
